Episode #60
Hundredvis af enorme forhistoriske massegrave fundet i Sahara Mystisk arkæologisk fænomen Hvem byggede gravanlæggene? En ny elite? Kvæg som tegn på status Hvad skete der med disse mennesker? En større historie
Vi har gennem flere år brugt satellitbilleder til systematisk at lede efter arkæologiske spor i de enorme ørkenlandskaber i det østlige Sudan. Vores undersøgelser har især koncentreret sig om Atbai-ørkenen, som udgør en lille del af den langt større Sahara. Vores team af arkæologer fra Macquarie University, Frankrigs HiSoMA-forskningsenhed og Det Polske Videnskabsakademi ønskede på den måde at fortælle historien om ørkenregionen mellem Nilen og Det Røde Hav – uden at foretage udgravninger. Men ét arkæologisk fænomen blev ved med at dukke op: Store, cirkulære massegrave med knogler fra både mennesker og dyr, ofte omhyggeligt arrangeret omkring en person begravet i midten. Gravanlæggene stammer sandsynligvis fra det fjerde og tredje årtusinde før vores tidsregning. De er omgivet af store, cirkulære stenhobe, ringe eller tidlige indhegninger af sten, nogle med en diameter på op til 80 meter. Her blev mennesker begravet sammen med deres kvæg, får og geder. I vores nye studie, der er offentliggjort i tidsskriftet African Archaeological Review, beskriver vi 260 hidtil ukendte gravanlæg øst for Nilen, spredt over næsten 1.000 kilometer ørken. Forskere har længe undret sig over de store, cirkulære gravmonumenter, som hidtil kun har været kendt fra enkelte udgravede eksempler i de egyptiske og sudanesiske ørkener. Fund, der tidligere blev betragtet som isolerede tilfælde, fremstår nu som dele af et større mønster. Det peger på, at en fælles nomadisk kultur har strakt sig på tværs af et enormt ørkenlandskab. De fleste gravanlæg ligger inden for grænserne af det nuværende Sudan på skråningerne af Rødehavsbjergene. Satellitbillederne kan dog ikke alene fortælle os hele historien om de mennesker, der byggede gravanlæggene. Kulstofdateringer og keramik fra de få udgravede monumenter fortæller os, at disse mennesker levede omtrent 4000–3000 år før vores tidsregning, lige før egypterne dannede det territoriale kongerige, vi kender som faraonernes Egypten. Men disse nomader havde kun lidt til fælles med egypterne, som levede i faste bosættelser og dyrkede jorden. Selv levede de i ørkenen og holdt husdyr. En del gravanlæg har 'sekundære' begravelser arrangeret omkring en 'primær' gravlagt person i centrum – måske en høvding eller et andet vigtigt medlem af samfundet. For arkæologer kan den slags fund være vigtige spor efter sociale forskelle og hierarkier i forhistoriske samfund. Arkæologer har i årtier diskuteret, hvornår de nomadiske samfund i Sahara blev mindre egalitære. De fleste er dog enige om, at det var omkring denne periode i det fjerde årtusinde før vores tidsregning, at en karakteristisk 'elite' opstod. Det var dog slet ikke i nærheden af det enorme sociale skel mellem herskere og almindelige mennesker, som man så i Egypten med dets faraoer og bønder. Men det er de første spor af social ulighed. Kvæg ser ud til at have haft stor betydning for disse forhistoriske nomader, og denne teori bliver også understøttet af forhistoriske helleristninger i området. Ved at lade sig begrave sammen med deres kvæg viser nomaderne, at de tillagde dyrene stor værdi. Tusinder af år senere begyndte lokale nomader igen at bruge de gamle stenanlæg som gravpladser – i nogle tilfælde næsten 4.000 år efter at de oprindeligt blev opført. Med andre ord skabte de forhistoriske nomader gravsteder, der blev brugt og respekteret gennem årtusinder. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skete med disse mennesker. De få dateringer, vi har af monumenterne, ligger hovedsageligt mellem 4.000 og 3.000 år før vores tidsregning. Det var mod slutningen af den såkaldte 'African Humid Period', hvor det tidligere langt grønnere Sahara var ved at tørre ud. Sommermonsunen nåede gradvist mindre langt mod nord, hvilket førte til mindre nedbør og færre græsningsområder. Som følge heraf måtte nomaderne opgive det vandkrævende kvæg, øge deres mobilitet, vandre mod syd eller søge mod Nilen. Monumenterne ligger næsten alle tæt på steder, hvor der dengang var adgang til vand – ved kli...
